Privatlivspolitik
Opdateret 29. september 2026
Snup indsamler intet om dig. Appen har ingen konto, ingen reklamer og ingen analyseværktøjer. Det eneste, der forlader din Mac, er de filer, du selv vælger at dele med Kopiér link.
Skærmbilleder og optagelser
Alt, hvad du snupper eller optager, bliver lavet og behandlet på din Mac. Det lægges i udklipsholderen, i den mappe, du har valgt, og i listen over seneste, som ligger i appens egen cache-mappe. Intet forlader din Mac, medmindre du selv deler det.
Listen over seneste rummer dine sidste ti snup. Du tømmer den med Ryd seneste i menuen, og under Indstillinger → Generelt kan Snup rydde den, hver gang appen lukkes. Filer i din egen mappe sletter du i Finder.
Snup skal have adgang til Skærmoptagelse i macOS for at kunne se skærmen. Adgangen bruges kun, når du trykker en genvej eller vælger et punkt i menuen.
Når du trykker Kopiér link
Først når du trykker Kopiér link, uploader Snup filen til den destination, du har valgt under Indstillinger → Deling:
- nstatxt.com (standard). Filen lægges op uden konto og slettes automatisk efter 3 dage. Indtil da kan alle, der har linket, se den. nstatxt.com er også lavet af Peter Theill. Serveren ser din IP-adresse, som bruges til at begrænse misbrug.
- Google Drive. Du logger ind hos Google i din browser. Snup får kun adgang til de filer, den selv opretter (tilladelsen drive.file), og kan ikke se resten af dit Drev. Filen lægges i mappen Snup og deles, så alle med linket kan se den. Snup gemmer en adgangsnøgle fra Google i nøgleringen (Keychain) på din Mac og viser din e-mailadresse under Indstillinger. Intet sendes til Peter Theill. Du kan logge ud i Snup eller fjerne adgangen på myaccount.google.com/permissions. Snups brug og videregivelse af oplysninger fra Google API'er følger Google API Services User Data Policy, herunder kravene om begrænset brug (Limited Use).
- Dropbox. Du logger ind hos Dropbox i din browser. Snup får kun adgang til sin egen mappe, Apps/Snup, og kan ikke se resten af din Dropbox. Filen lægges der, og Snup laver et delt link, som alle med linket kan åbne. Adgangsnøglen gemmes i nøgleringen. Du kan logge ud i Snup eller fjerne Snup under Forbundne apps i Dropbox.
- Din egen Amazon S3- eller Cloudflare R2-bucket. Filen sendes direkte til din bucket og bliver der, til du selv sletter den. Dine nøgler gemmes i nøgleringen (Keychain) på din Mac. Uden en offentlig adresse virker et S3-link i 7 dage.
- Din egen server. Filen sendes til den adresse, du har skrevet ind. Eventuelle headere gemmes i nøgleringen.
Første gang du deler via et sted, fortæller Snup, hvor filen lægges, og hvem der kan se den, og spørger, om det er i orden.
Vil du have en fil på nstatxt.com slettet, før de 3 dage er gået, så skriv til support@snup.theill.com med linket. Filer i dit Google Drev, din Dropbox eller din egen bucket sletter du selv der.
Bruger du Del, sender macOS' egen delingsmenu filen derhen, du vælger.
Mikrofon og systemlyd
Mikrofonen bruges kun, hvis du selv slår Optag mikrofon til, og lyden havner kun i din egen optagelse. Det samme gælder systemlyd. Begge er slået fra, til du slår dem til.
Denne hjemmeside
Hjemmesiden hostes af Cloudflare, som behandler tekniske oplysninger om besøg (fx IP-adresse) for at levere og beskytte siden. Den bruger ingen cookies og ingen statistik. Se Cloudflares privatlivspolitik.
Spørgsmål? Skriv til support@snup.theill.com.